Champions League 2024

Farum Cats på en 7. plads til Champions League 2024 i Lyon!

Farum Cats har netop deltaget i den årlige Champions League turnering i Lyon som én af de 14 bedste hold fra Europa 🏉🥇

Efter en intensiv og målrettet pre-season var forventninger høje fra de 13 deltagende Cats spillere. Første kamp blev spillet kl 09.30 mod de franske mestre fra Paris Cockatoos. Græsset var vådt af morgendug og varmen havde stadig ikke helt ramt Parc de Parilly, hvor turneringen blev afholdt. Cats kom rigtig godt fra start med et velplaceret ruck tap til William, der efter en fend off på en fransk spiller, sparkede et meget flot goal med venstre fod (en såkaldt "Farum Special"). Paris fik efterfølgende øget presset lidt, men Farum holdte godt ved. Højt pres og gode marks fra to af Farums hurtige midtbanespillere, Thias og Mats, holdte Paris i skak. Desværre blev begge spillere skadet allerede i første halvleg og var ude i resten af turnering. Paris spillede bedst på dagen og Farum tabte derfor første kamp.

Den efterfølgende kamp blev spillet imod værtsholdet ALFA Lions fra Lyon. Den franske varme var begyndt at indtage parken, men motivationen fra de danske mestre var i top - særligt fordi at denne kamp blev live streamet. Farum fik virkelig løftet deres niveau og der blev leveret kvalitetsfodbold fra både forsvar, midtbane og angreb. Højt pres og gode clearences fra Gustav, Tore og Jeff i forsvaret sikrede, at Lions blev holdt på en lav målscore og at der kunne bygges gode angreb op med lange og hurtige leads fra angrebet. Værd at nævne er bestemt brødrene Campions samarbejde ud af en stoppage i forsvaret der medførte et 50 meter goal fra Nathan. Farum Cats vandt kampen 37-19.

Farums sidste kamp i gruppespillet var imod Manchester Mosquitoes. De havde tabt til ALFA Lions, hvilket betød at kattene efter en overbevisende sejr havde undervurderet myggene. Det var tydeligt fra kampstart, at Manchesters gejst var større end Farums og det viste half time resultatet også. Efter en opsang blev niveauet hos Cats dog løftet gevaldigt. Et spektakulært mark af Kaptajn OG blev dog outshinet af de gentagende gode efforts af Jonas og Kalle i angrebet ledt an af Palli.

Dette sikrede Farum et godt comeback, hvilket senere på dagen viste sig at være afgørende. Comeback'et var dog ikke tilstrækkeligt til at Farum kunne vinde denne kamp.

Med Paris som vindere af puljen, kvalificerede de sig til semifinalerne. Farum, Lyon og Manchester havde alle vundet én kamp og det stod derfor uafgjort. Farums høje målscore igennem turneringen kom dog til gode nu. Ved uafgjort bliver gruppeplaceringer afgjort ved percentage, som er en sammenligning af mål scoret for og imod holdet. Dette betød, at Farum endte på andenplads i gruppespillet og dermed skulle spille om turneringens 7. plads.

Denne kamp skulle spilles imod Berlin Crocodiles - et hold der i løbet af dagen havde spillet tæt op med begge turneringens Grand Final finalister, Leeside Lions og Wandsworth Demons. Farum nægtede at slutte turneringen med et nederlag, så der blev gået til stålet fra første fløjt. Dagens mange kampe, de få udskiftere og den næsten ulidelige varme gjorde hurtigt denne kamp hård. Farums formåede heldigvis at foretage mange justeringer i løbet af kampen således, at alle kunne præstere optimalt. Næsten alle spillere fik minutter i midtbanen. Chris og Naddy dominierede i rucken, så en udkørt OG kunne hvile sig som full back når det var nødvendigt. Jeff viste et solidt angrebsarbejde, til trods for at han normalt spiller backline. Flotte goals fra bl.a. William og Thomas, samt et meget modigt og flot mark af Thomas, var med til at sikre Farum Cats sejren og dermed en 7. plads i turneringen 🏆

Et stolt hold der trods skader og en lille bænk leverede rigtig godt. Vi er vældig tilfredse med en 7. plads placering ud af 14. Godt gået og stort tillykke til de to debutantspillere Kalle og Mats. William blev til ingen overraskelse nomineret til team of the tournament – stort tillykke! Bagefter blev det hele fejret i Lyons natteliv med god mad og vin 🍷🇫🇷

Tak til AFL Europe for en vellykket turnering.

Tak til alle spillere og supporterne Ulrikke og Alvar.

Tak til Coach William for en god gameplan og styring af holdet.

Tak team manager OG for at arrangere turen.

Og tak til alle andre der gjorde denne tur mulig.

📸: Ulrikke

Forrige
Forrige

En kold dag i Valby

Næste
Næste

DAFL Kampprogram 2024